Produktpleje

PLEJE

Mange faktorer har indflydelse på holdbarheden af ​​dine smykker, og derfor er det vigtigt at passe godt på dem. Smykkerne kan let rengøres med en blød klud, hvilket er særlig vigtigt, hvis smykkerne har været i kontakt med sved, klor, parfume eller hårlak, da disse faktorer samt indtagelse af alkohol og medicin, ubalance i kroppen, stress, luftforurening m.v. kan fremprovokere en kemisk reaktion i metallet, som kan ses i form af hurtig oxidering.
Krystaller, ædelsten og læder kan ikke tåle nogen form for kemikalier. Kommer de alligevel i kontakt med klor, parfume, hårspray eller sved, anbefaler vi, at du rengør dem efter brug.

SLITAGE

Alt guld og sølv vil med tiden oxidere, og fordi Pilgrim smykker er belagt med ægte guld og sølv, vil de også oxidere over tid. Det vil sige, at de bliver mørkere i form af pletter eller en generel mørkfarvning af overfladen.
For at undgå hurtig oxidering er det vigtigt ikke at opbevare dine smykker på badeværelset pga. luftfugtigheden. Desuden anbefaler vi, at du ikke sover, bader eller deltager i sport, mens du bærer dine smykker.